Betragtninger som instruktør i outdoor verden.

Min hverdag består af rigtig meget undervisning af folk der godt vil lære eller blive bedre inden for div outdoorsportsgrene som whitewater kajak, havkajak, klippeklatring, mountainbike samt telemark og skitouring.
Den personlige kontakt, vurderinger af elever, sætte sig nogle mål for undervisningen og forsøge at få givet eleverne den bedst mulig oplevelse og naturen/friluftslivet er noget af det der gør det så spændende at jeg nu gennem 30 år har haft det som mit arbejde og levevej.

For mig personligt blev det ret tidligt klart, at jeg brænder mest for de steder og aktiviteter hvor jeg kan kombinerer sport og mere klassisk friluftsliv, noget som i de senere år har vundet stadig større indpas i den mere bredde befolkning, hvor trailrunning, mountainbike, skitouring mm er i solid vækst.
Om man vil lægge et konkurrenceelement over, eller har nok i sporten i sig selv – måske “konkurrencen” med/mod sig selv, er meget individuellet og det ene behøver ikke at udelukke det andet. For mig er det meget flydende hvornår det er det ene og hvornår det er det andet. Faktisk kan det nogle gange være samme aktivitet der bare i forskellige kontekster kan være det ene eller det andet. Andre sportsgrene har for mig intet at gøre med konkurrence men jeg har fuld respekt for dem der godt vil trække dette element ind over – for mig bliver det blot på bekostning af nogle elementer der er alt for vigtige til at jeg vil gøre det til konkurrencesport. Fx har Klatring og skitouring og telemark ikke noget at gøre med konkurrence for mig, hvor det for andre er deres konkurrencesport.

Når man underviser andre vil det naturligvis altid blive præget af ens egne præferencer til sporten. Elsker man porte og et stopur der tikker vil det naturligt blive noget der gives videre, mens det for mig virker mindre interessant i forhold til at få folk ud i den løse sne, og dele min glæde ved dette element.
Men fælles for alle tilgange og instruktørjobs er en række ting – nok væsentlig flere ligheder end forskelle, og lukker man af for “de andre” måder at dyrke sin sport på, lukker man helt sikkert også af for meget god viden.

Som instruktør er der flere elementer der gør det spændende bl.a.
– Del din glæde ved sporten
– Gør det sjovt for eleverne
– Opleve udvikling hos elever
– Formidle “ånden” i sporten

Nogle gange kan det hele gå op i en højere enhed mens det andre gange kan være lidt mere “op af bakke” på nogle punkter – og så må der lægges mere vægt på de ting der virker og håbe det kan trække lidt af de andre punkter med sig.

At undervise er svært – Det skal være svært. Det øjeblik man slår automatpiloten til bliver det kedeligt for dig selv som underviser og uinteressant for dine elever.
Selv efter 30 år som instruktør synes jeg (heldigvis) stadig det er svært og udfordrende at stå med et hold elever, der skal have en god oplevelse og lære så meget som muligt på den, ofte korte tid, jeg underviser dem.

Det letteste er at se fejl, men det i sig selv giver ikke noget læring hos eleverne. Det er vanskeligere for de fleste at se de gode ting, som ellers er meget mere brugbare at fokusere på, men det hele går først op i en højere enhed når man kan se gennem både “fejl” og gode ting og finde de fokusområder og øvelser der kan flytte eleven – helst uden at fokusere på den ting man synes eleven gør forkert, men på det er er godt og virker og derigennem trække eleven i den retning man godt vil have.

Kommentarer

kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *