Hvordan skal vi få flere til igen at stå telemark?
Og, skal vi nødvendigvis blive flere på telemark?
For at svare på det sidste først. Ja, hvis vi godt vil have udvikling på både udstyr og teknikområdet, er antallet af udøvere, og ikke mindst kunder, helt afgørende.
Er der ingen udvikling i telemark udstyret, mens udstyret inden for alle andre skisportsgrene gennemgår store fremskridt, bliver det endog meget svært at få nye til, og særligt at fastholde flere på telemark. Ikke fordi bedre udstyr direkte for flere til at stå telemark, eller holde på dem.
Men med stadig bedre udstyr, kan vi som skiløbere komme hurtigere i gang og blive ved med at udvikle os. Uanset om det er de første sammenhængende sving på pisten, måske i offpisten, nogle nye stejle render eller bare følelsen af bedre sikkerhed i sit skiløb.
Lad os i det lys, se lidt tilbage på hvad der ellers er sket på skiområdet.
Telemark var en periode i slut ’80erne til langt ind i ’90erne betragtelig større end det vi ser i dag.
Hvorfor er det så gået så meget tilbage som det er?
Der er helt sikkert mange svar på dette. Jeg er dog overbevist om at den helt afgørende grund er, at det er blevet muligt for langt flere, at få samme, eller endda, bedre oplevelser på alpin ski.
Grundlæggende er telemark, ligesom alt andet skiløb, og langt det meste sport i øvrigt, drevet frem af ønsket om at blive dygtigere, kunne mere, udvikle sig, og derigennem få bedre oplevelser på ski.
Udstyret vi bruger har alle dage haft en helt afgørende betydning for dette.
Sondre Nordheim kom netop frem med telemarksvinget (i 1860’erne) pga. udvikling i udstyret, med vinjebinding og indsving på skiene. Siden fulgte stadig bedre bindinger, støvler og ski.
Alpinskiløb er i bund og grund opfundet for at give flere muligheder for skiløb end datidens (langrends) ski kunne. Så alle steder hvor det handler om at kører nedad – har alpint udstyr bare en fordel i forhold til at det åbner for flere muligheder for skiløb.
Telemark er altså bagud i performance. En forskel der de seneste 30 år er blevet markant større.
Men hvorfor kom telemark så overhovedet frem i en moderne form tilbage i ’80erne?
Ser vi lidt på den moderne telemarks udvikling er der faktisk nogle ret klare sammenhænge – Der bør give stof til eftertanke hos alle os, der godt vil det bedste for telemark, og formidle hvad netop telemark kan i dag. Ikke fordi det er de eneste grunde, men jeg er ret overbevist om at der er en ganske væsentlig sammenhæng.
Da den moderne telemark kom frem i USA tilbage i start ’80erne var det alpine skiløb nok kørt noget fast, med datidens ski var fx offpiste vanskeligere og selv pisteskiløb krævede mere teknik før man kunne få “den lækre følelse” skiløbet kan give. I det lys opstod plads til både telemark og snowboard, hvor det var nogle andre muligheder der trak. Særligt muligheden for at komme væk fra pisterne og ud i ”backcountry’en” trak i telemarkerne. Muligheden for at komme andre steder end hvor lifter og pister førte én hen. Det samme så man i høj grad i Norge, hvor ”skogskøring” blev det hotte blandt telemarkerne.
I slut ’90erne kom så carvingskiene for alvor ind i alpinsporten. Nu var det pludselig meget lettere at få et godt flow i sit skiløb. Succesen ved at kunne udvikle sig som skiløber, kunne noget man ikke kunne før, eller bare få en bedre følelse i skiløbet betød samtidig at telemark kom i en hastig tilbagegang – De fleste telemarkere vendte tilbage til alpint skiløb. Næsten samme udvikling så vi også omkring snowboard.
Siden da er der sket en kæmpe udvikling på alpinski og støvler, så det der førhen var forbeholdt de få, er nu pludselig muligt for langt flere – I dag kan mange selv ganske nye på alpinski have super gode oplevelser og flow i offpisten med brede ski – noget der var et særsyn for 30 år siden.
Telemark havde dog stadig en force omkring touring. Men da Dynastars patent på lowtech systemet udløb omkring år 2010, gik det stærkt. Flere og flere producenter af alpint touring grej, skiftede over til lowtech systemet, eller begyndte at lave lowtech bindinger i stedet for de tidligere rammebindinger, der mildest talt ikke var imponerende. Det var samtidig starten på at alpin skitouring eksploderede i vækst. Igen har udviklingen af udstyr været helt bærende i antal udøvere.
Naturligvis spiller tidens tendenser også en væsentlig rolle, men uden godt udstyr bliver mulighederne bare begrænsede og de fleste vil enten slet ikke prøve eller falder hurtigt fra igen.
På trods af, at der også siden ’80erne er sket en stor udvikling inden for telemarkudstyr, der også har medført en betragtelig ændring i teknikken, og på alle måder givet os flere muligheder, har telemark miljøet også tiltrukket den gren af friluftslivet der “hænger” lidt mere i traditioner og hvordan “vi plejer at gøre” frem for hvad vi kan, med moderne grej, og hvilke nye muligheder det åbner op for. Bevares, de findes også i andre sportsgrene, men fylder sjældent særlig meget, og har derfor ikke den store effekt på udviklingen af både teknikker og udstyr. Telemark er dog så lille en sport, at selv få “kan fylde” og det rammer så salget af nyt grej og dermed udviklingen. Fx ser vi det for øjeblikket tydeligt på støvleområdet, hvor de telemarkstøvler der findes på markedet i dag, i bund og grund er 20 år gamle modeller, mens der ellers er sket en meget stor udvikling af støvler inden for alpint og særligt alpin touring.
Det lidt pudsige i den sammenhæng er, at mange af tilhængerne af det gamle grej, aldrig har prøvet hvad nyt udstyr kan, men holder alligevel fast i de første generationer af plaststøvler og tilsvarende bindinger er sagen. Udstyr der i sammenligning med mere moderne grej, ikke præsterer særligt godt til telemarkskiløb. Man hører ofte at det gamle grej giver en anden følelse, og det gør det så afgjort. Mindre kontrol er også en følelse, men ikke vejen frem, hvis vi godt vil have der skal komme flere på telemark og flere skal have lyst til at blive på telemark.
Jeg har al mulig respekt for dem der vælger gammelt grej til, uanset deres grund, særlig hvis de har prøvet hvad moderne grej kan. Kan dog undre mig over at de ikke går et skridt længere tilbage og vælger læderstøvler, der virkelig giver en anden følelse i skiløbet, men stopper ved de tidlige plaststøvler og bindinger?
Derimod finder jeg det helt misforstået at anbefale nye på telemark, at bruge det gamle grej og dermed gøre det mere besværligt end det allerede er. Sådan får vi ikke flere til at holde fast i telemark på længere sigt. Slet ikke når alternativerne er så meget bedre.
Men hvordan skal vi så blive flere på telemark?
Først og fremmest nytter det ikke at holde fast i, at telemark ikke må udvikle sig. Den moderne telemark ligger uendeligt langt fra den oprindelige telemark. Ligesom der er sket rigtig meget fra de første lave læderstøvler og 3-pins bindinger fra ’80erne til i dag. Den udvikling der har været giver flere muligheder, og uden fx plastik støvler var der helt sikkert endnu færre på telemark i dag.
Vi bliver nødt til at hjælpe nye ind på en måde så de oplever telemarkskiløbets muligheder i dag og ikke hvad det kunne for 20 år siden. Fordi vi havde det sjovt dengang vi begyndte på noget langt dårligere udstyr, betyder det ikke, at nye i dag vil have det på samme måde.
Det vil fx også være helt utænkeligt at alpinski instruktører anbefaler nye på alpinski, et par ski fra før carvingskiene. Eller en mountainbike instruktør anbefaler små hjul og fælgbremser! Det bliver bare sjovere, med bedre udstyr – Det gælder også for telemark.
For den øvede vil det ofte være kilde til mindre sjov, hvis man ikke føler en udvikling i sit skiløb.
Det er helt afgørende for de fleste af os, at vi til stadighed har oplevelsen af, at vi udvikler os i vores skiløb. Udvikling kan i den sammenhæng være mange ting, og det vil være helt individuelt, hvad der er udvikling for den enkelte. For de fleste vil det nok også være mange forskellige ting der giver den samlede oplevelse af at udvikle sig. Det kan være alt muligt som at få en bedre følelse i sit skiløb, bedre flow, køre i stejlere terræn, vanskeligere sne, hurtigere eller hvad det nu kunne være af mere teknisk karakter. Men det kan også være at man kan komme ud på nye ture, måske nå lidt længere, bliver bedre til at vurdere forhold, ruter, sikkerhed og alt det andet omkring skiløb og fx touring.
Det er også fristende at skifte helt eller delvist til alpint, for igen at opleve ”at blive bedre”. Det kan afgjort være en god måde at supplere telemark, og bestemt også en god måde at blive bedre på telemark på, da man kan mere på alpint, og så prøve at overføre noget af det til telemark.
På udstyrsområdet har vi i dag mange rigtig gode (alpin) ski, vi har lowtech bindinger, som næsten alle ”de store” bindingsproducenter er hoppet over på. Mens støvlerne hænger gevaldigt efter og har gjort det i mange år. Nye støvler og forhåbentlig en ny norm baseret på lowtech er på vej, men så længe salget er så lavt som det er, går det bare langsomt. Trods de mange muligheder bedre udstyr giver.
Hver gang der kommer nyt udstyr til, er det for at kunne mere.
Sådan har det været lige siden Sondre Norheim, og sådan er det stadig.
Nogle forbedringer tager mere udgangspunkt i hvad vi allerede har, end andre. Nogle trækker på andre ting der findes i andre sammenhænge – Lowtech systemet var fx et 30 år gammelt system fra alpint touring, før det kom til telemark. Det samme gælder for plaststøvler og meget andet af det udstyr vi bruger. Helt som de fleste andre steder. Fx var skivebremser for længst opfundet, inden de blev tilpasset og optimeret til cykler.
Helt afgørende for at få flere til at holde fast i telemark, vil derfor være at vi følger med tiden og bruger moderne grej, så vi får de muligheder det giver. Det giver i praksis langt bedre performance end at optimere det gamle grej. Uanset om vi er nye eller erfarne i telemarksporten.
En helt tredje ting der kan fastholde den øvede telemarker, på telemark. Måske endda få nogen tilbage på telemark, er nok også risikoelementet.
Og her skiller telemark sig nok ud fra rigtig mange andre sportsgrene inklusivt alpint skiløb.
For den dygtige alpine skiløber, der søger udfordringer, giver det moderne alpine udstyr mulighed for at køre i stejlere terræn, køre hurtigere, hoppe større mm. Men med det følger også en øget risiko og behov for større risikovillighed.
På telemark er farten lavere og der kan ikke køres lige så hårdt som på alpint. Risikoen for den dygtige skiløber er derfor bare mindre på telemark end alpint.
Her kan telemark have en god plads, da man kan opnå samme udfordringer og mærke den gode følelse og glæde ved at blive bedre, i mindre risikofyldt terræn og med lavere fart.
Alligevel vil vi gerne forsat optimere vores udstyr, ikke kun for, at vi igen kan køre hurtigere, stejlere mm også på telemark. Men også, og nok mere væsentligt, at få muligheden for at forbedre os, og opleve en udvikling der bare er helt afgørende for forsat at have det sjovt.
Målet for udviklingen af moderne telemark udstyr er da heller ikke kun, at kunne køre hurtigere, stejlere, ”farligere”, mm. men i høj grad også om at bevare/genskabe den følelse telemark også kan give. Samtidig er fokus i høj grad også rettet mod at give bedre egenskaber til touring og dermed give bedre oplevelser væk fra de klassiske alpinområder. Oplevelser der i bund og grund handler om meget andet end selve skiløbet.
Touring og skiløb ude i ”backcountry’en” der i bund og grund var drivkraften da telemark genopstod tilbage i 1980erne.