Bindinger

Valg af bindinger

Telemark bindinger har stor betydning for samspillet mellem ski, støvler og bindinger, og der er ganske stor forskel på bindingerne og hvordan de er at kører med.
I dag er der hele 3 standarder at vælge mellem.
Den gamle 75 mm norm lever stadig sit eget lidt stille liv, men faktisk er det stadig det meste solgte system på verdensplan.
NTN systemet (Ny Nordisk Norm) blev i sin tid udviklet af norske Rottefella. I Norden blev det hurtigt ganske udbredt, mens det har gået noget mere trægt i resten af verden.
Det "nye" skud på stammen er TTS (telemark Tech System), der er baseret på franske Dynafits alpine to-pins touring forbinding. To-pins systemet har de seneste år helt overtaget alpine touring bindinger og de senere år er turen kommet til telemark hvor systemet afgjort vil ændre på telemarkbindinger de kommende år.
Uanset hvilke standard man vælger er der nogle grundbegreber der spiller ind.

Grundbegreber

"Aktive" bindinger
Fælles for telemarkbindinger, uanset norm, er at man taler om "hvor aktive" de er. Det dækker over hvor meget fjedrene trækker hælen ned mod skien (aktiv) eller om der er mindre træk i hælen (mindre aktiv).
Hvad man foretrækker er meget individuelt. For 75 mm og NTN betyder en aktiv binding væsentlig mere kontrol og mindre "slør" mellem støvle og binding, mens der for TTS bindinger ikke vil være noget slør.
En meget aktiv binding vil typisk gøre det lettere at holde et højt pres/vægt på inderskien, også selvom teknikken måske ikke helt er til at holde foden inde under sig.

Gåfunktion
Med kraftigere udstyr og mere aktive bindinger stiger behovet for en gåfunktion hvis man vil mere end bare helt korte ture væk fra lifterne.
Der er bindinger med mere eller mindre velfungerende gåfunktioner til alle 3 normer, dog har TTS sin oprindelse i alpin touring og er de andre systemer overlegen i forhold til gåfunktion og vægt (som har større betydning på touring).

Udløser
Behovet for at skien kan falde af ved styrt bliver naturligvis større med kraftigere udstyr.
Det er dog ikke alle telemarkbindinger der har nogen udløser funktion og risikoen er da også mindre end fx på alpint udstyr hvor hælen også sidder fast.
De fleste udløser systemer er baseret på hvor stramme kablerne der trækker hælen ned/tilbage til skien er. Det betyder at jo mere man strammer bindingen, måske for at mindske slør, jo mere "aktiv" bliver den og jo hårdere bliver udløser delen også. Dette gælder for 75 mm kabelbindinger, NTN samt de TTS systemer der bruger traditionelle hælfjedre.
Tidligere fandtes flere systemer til 75 mm (Rottefella, Voilé og 7tm) hvor udløserdelen sad mellem ski og binding hvor det var uafhængigt af hvor stramme fjedrene var sat.
I dag er en binding som Meidjo (TTS) en af de få hvor fjederen der indstiller hvornår den skal udløse er helt uafhængig af fjedrene der styre hvor aktiv en binding man ønsker.

Meidjo 2,1

Montering af bindinger

Hvor bindingen placeres kan have meget stor betydning for hvordan både ski og binding føles.
Selvom det er meget individuelt og kan varierer afhængig af ski, binding, støvle, terræn mm så er der nogle grundliggende forhold, som bør tages med, når placeringen vælges.

LÆS HER OM MONTERING AF BINDINGER

Lidt (historie 2017)

Telemarkbindinger i 2017 er blevet en noget mere kompliceret affære end dengang hvor det var valget mellem en tåbinding eller kabelbinding.
Kablerne tog hurtigt over og der var vel 4-6 forskellige modeller at vælge mellem der dog alle var grundlæggende ens i egenskaber mm.
Største forskel var om kablet var ført på siden af støvlen eller under sålen hvilket påvirker hvor aktiv bindingen føles at køre med/hvor meget bindingen holder hælen nede på skien.
Der har gennem de seneste 10-15 år været en lang række forskellige mere eller mindre vellykkede forsøg på at videreudvikle bindingerne, men da telemark er et lille marked er det begrænset hvor hurtigt det går.
De mest interessante nytænkninger inden for bindinger i årene efter år 2000 var nok Skyhøj og Linken der begge var stepinbindinger med en meget vridningsstiv plade under foden. De gav et kantgreb som man ellers kun kunne komme i nærheden af ved at køre med meget stramme kabler og dermed en meget aktiv binding. Desværre var der problemer med at få dem til at holde og de forsvandt igen.
Med Rottefellas NTN (New Telemark Norm) skete der omsider noget nyt og på mange områder gav den nye norm en række muligheder. Her er "pladeideen" fra Skyhøj og Linken videreudviklet men kun ført frem til midt under foden i stedet for helt om til hælen.
Næste store ting på bindingsfronten kom i 2010/2012 hvor Dynastars patent på Low tech systemet var udløbet og andre kunne udvikle på systemet. TTS (Telemark Tech System) er i disse år i kraftig udvikling, og har en lang række muligheder og fordele frem for NTN. 
Primært giver det et fantastisk hold på støvlen, da støvlen holdes helt fast af to pigge i fronten af støvlen. En lavere vægt og så en gåfunktion der er helt uovertruffen.
Med TTS bindinger sker der stadig meget udvikling. Selve fronten er den samme. Grundlæggende er det en alpin touring binding. Forskellene er hvordan hælen holdes mod skien og stadig giver en god funktion til telemark.
Her er alt fra kombinatiner af TTS og kablebindinger, bindinger inspireret af den helt gamle tåbinding til kombinationer af TTS og NTN.

Hvad skal man så vælge?
Vil du gå efter det helt sikre er det NTN eller kabel med de ulemper der nu en gang er med dem.
NTN har også næsten setpin funktion og de problemer der var i forhold til styrke er blevet rettet for år tilbage.
Er gåfunktion, vægt og kantstivhed en væsentlig faktor, vil jeg trygt kigge efter TTS bindinger. Fx Meidjo er fra 2017 sæsonen i sin 3. version (plus lidt løse opgraderinger), og de fleste "børnesygdomme" er ovre, så du får en ganske pålidelig binding.

 

Skrevet af: Jakob Hertz
Opdateret den 22.september 2009

Generelt om Bindinger

For mange år siden, tilbage i de tidlige 80’ere, da telemark var i sin anden ungdom (den første var i 1860’erne), var det mest fjeldski, bløde støvler og tåbindinger, der blev brugt. Mest fordi der ikke rigtigt var andet at vælge. Men I løbet af 80’erne og særligt 90’erne ændrede telemarkskiløbet sig radikalt, de bløde læderstøvler blev skiftet ud med høje stive plastikstøvler, hvilket gav mulighed for at bruge de bredere alpinski, og alligevel holde kanten fast i sneen, og opnå bedre kantgreb. Kabelbindinger blev ligeledes standarden frem for tåbindinger, og derved blev det muligt at opnå en væsentlig bedre kontrol over skiene i forhold til med tåbindinger.

 

I samme periode skete der også meget med alpinskiene. Carvingski kom frem, og de senere år har de bredde freerideski for alvor vundet indpas.

Med de nye væsentligt bedre og bredere ski samt kraftigere støvler er farten og dermed belastningerne i dag også langt større end tidligere tiders noget mere adstadige ”telemark tempo”. Men ingen kæde er stærkere end det svageste led, og i mange tilfælde er det nu gået hen og blevet bindingen, der ikke kan følge med. Den traditionelle kabelbinding kan nok holde støvlen i bindingen, men i mange tilfælde vil støvlen kunne vride sig sideværts. Det har ikke kun betydning når du godt vil holde ”kantgrebet” på hårdt og iset underlag, men også i offpiste, hvor underlaget ofte skifter, vil det være en fordel at kunne ”stå bedre fast” på passager, hvor der måtte være hårdt underlag. Der er selvfølgelig kommet flere forskellige løsningsmuligheder for dette. Dels er kabelbindingerne blevet udviklet med kraftigere trykfjedre (i stedet for trækfjedre), dels løsninger, hvor kablerne er trukket ned under støvlen og kan fikseres længere tilbage på bindingen. Endelig er der også komet flere forskelige bud på løsninger der gør helt op med kabler. (fx Skyhøj og Linken) De såkaldte pladebindinger. Pladebindingerne består typisk af en hængslet plade under foden i stedet for kabler. Det giver en meget vridningsstiv løsning, og dermed mulighed for at holde kantgrebet, selv med bredde ski og på iset underlag. Generelt har pladebindingerne dog problemer med at gøre bindingen "aktiv" altså trække hælen hurtigt på plads efter et sving, ligesom der også er problemer med slitage på sålerne i noget højere grad end med kabler. Sidst men bestemt ikke mindst er norske Rottefella blevet klar med en helt ny norm NTN (Ny Telemark Norm). Her kombineres fordelene med kabler og pladebindinger på en ganske vellykket måde. Der er ingen tvivl om at vi i de kommende år vil se meget mere til NTN.

Der er grundlæggende 2 skoler om hvordan en telemarkbinding holder på støvlen.
Den ene holder støvlen fast men tillader den at flexe helt frit. Meget som en gammeldags tåbinding.
Alternativt er bindinger der holder mere fast på støvlen, og "hjælper" støvlen med at flexe på rigtige steder samt aktivt "trækker" hælen tilbage mod skien.
De fleste vil ikke mærke nogle nævneværdig forskel så længe de holder sig på pisten, men i svær offpiste, i snowparken og steder hvor der ofte er brug for mere hold på skien, foretrækker de fleste en binding der "hjælper" støvlen med at flexe.

Kabelbindinger har de seneste 12-14 år været totalt dominerende til telemark. Men de sidste par år der der begyndt at komme flere rigtig interessante alternativer til kabelbindingerne. Kabelbindingerne er også videreudviklet ganske meget de seneste år men det grundliggende ved kabelbindinger er ikke ændret.

Kabelbindinger er ikke udløserbindinger, men det sker ofte, at man ryger ud af dem, uden at rive støvlen i stykker. Dette gælder dog primært for kablebindinger med trækfjedre - som Riva og Chili fra Rottefella, og i noget mindre grad for de bindinger med trykfjedre som G3's eller Rottefellas R4,R6 og R8.
Kabelbindingerne har den store fordel, at de er meget lette at få på efter styrt - særligt i løssne og stejlt terræn, vil dette være en faktor der sættes pris på.
Da kablet strammes hver gang hælen løftes er det en fordel at løsne kablet ved skibestigninger, eller bedre at vælge en rigtig touring udgave af din favoritbinding

Udløserbindinger. 
Rigtig velfungerende udløserbindinger til Telemark findes endnu ikke. Men der er gjort flere rimelig gode forsøg.

Fælles for udløserbindingerne er, at de groft sagt kun virker sideværts og kun når hælen er ned på skien. Til skiløb i pukler, porte, skov og den slags steder hvor det kommer pludselige belastninger kan de dog skåne dine knæ. Så har du problemer med knæene bør du absolut bruge udløser. Udløseren virker mindre godt i tung sne, ved lav fart og situationer hvor der er tale om "langsomme" belastninger. Det mest negative er dog den noget høje vægt.

Voilé var de første med en udløser, fungerer glimrende.
Rottefellas virker lige så godt som Voilés. Den er dog noget mere solid, men kan være meget svær at få på igen – særligt i løssne.

Et af de senere bud er de tyske 7tm bindinger der har udløserdelen mere bygget ind i selve bindingskonstruktionen. Denne løsning er let men virker ikke bedre (i forhold til udløsermekanismen) end de øvrige.
 

Plader 
Til at montere mellem ski og binding, har været fremme en del år, hos pistefræssere ser man dem ofte helt op til 5-6 cm høje, men ellers er det mest almindelig med 15 -30 mm.

På hårdt underlag er der ingen tvivl om at det giver bedre kantgreb samtidig med at de løfter bindingen så de ikke "hænger" i sneen. Til andet end ren pisteløb bør de dog ikke være højere end højest 3 cm. da man også mister en del føling med skien, bør kombineres med høje støvler.

   

Kommentarer

kommentarer