Hvorfor er der ikke flere der står telemark?
Hvorfor er der så få nye der kommer til – og bliver?
Telemarksporten har en fast og trofast skare af udøvere.
Mange har holdt fast gennem mange år, og er meget dedikerede, men der kommer bare ikke mange nye til hvilket tydeligt ses af aldersfordelingen blandt telemarkere – Der er ikke mange der ikke har oplevet årtusindeskiftet – ja endda kan huske hvad de lavede – Selv var jeg i Chamonix og spiste middag, og troede fyrværkeriet kom efter 24.00 og ikke før – så vi gik glip af lidt.
Men hvorfor kommer der ikke flere til?
I 0’erne, tog alpin freeride for alvor fart, og rigtig mange skiftede til alpint. Særligt mænd. Men er den eneste forklaring? At det alpine skiløb i dag er mere alsidigt, end tidligere og flere i alpin miljøet har fået øjnene op for de ”klassiske telemark” elementer som topture og offpiste?
Måske skal vi kigge på hvordan vi introducerer nye til telemark?
Er den undervisning vi som instruktører tilbyder nye på telemark en del af årsagen til at ikke flere står telemark?
Lidt groft skåret op er den typiske telemark instruktør i dag, som nye telemarkere møder, én der primært underviser på alpint og har den alpine skiskoleinstruktør baggrund – Men er det den bedste indgang i forhold til at give nye i telemarksporten den bedste introduktion og et møde med det skiløb langt hovedparten af telemarkere går efter? Eller bliver det lidt ”det samme som alpint, bare lidt sværere”?
I praksis betyder det at nye i telemarksporten der deltager på skiskoleundervisning oftest vil møde instruktører der underviser ud fra samme grundopfattelse til skiløb som ”almindelige” alpininstruktører, hvor det er pisteskiløb der er i fokus (måske endda med et mål i porte). Skal man fx have offpiste, touring, hop, park, freeride mm skal man have specielle kurser og udvalgte instruktører – ofte ud fra en opfattelse af, at det kun er for de dygtige skiløbere og derfor ikke for den nye/”almindelige” skiløbere.
Om det holder i forhold til alpint skal jeg lade være usagt, men når vi taler telemark, skal vi nok først se på hvem det er der har lyst til telemark, hvad er det der gør at de vælger netop telemark fremfor alpint?
Her er det min overbevisning, at mange af dem der vælger at prøve telemark, gør det ud fra et ønske om noget andet end den klassiske alpinvej. Måske har selve skiteknikken mindre betydning mens det i højere grad er nogle andre skioplevelser der trækker.
Men når begynderen (ny på telemark) møder en instruktør der underviser på samme måde og med samme udgangspunkt som var det alpint, bliver telemark måske bare lidt for besværligt og så ryger de fra igen og kan sætte hak ved ”done that”.
Kiggede man derimod mere på hvad dem der allerede køre telemark, rent faktisk dyrker for en type skiløb, og retter undervisningen mere mod det, kan man ramme bedre hvad eleverne ønsker og derved give dem en for dem bedre introduktion til sporten.
Der er bare ikke særligt mange der har den store interesse for skolesving, porte, race – hverken blandt nye eller gamle telemarkere.
Det går faktisk rigtig fint at tage begyndere med ud i løssne, køre hop, gå topture mm – og rigtig mange kommer igen på telemark. Det har jeg gjort gennem mere end 30 år ikke kun på TelemarkSamlingen og i andet privat regi, men også i DNT og Hemsedal skiskole regi.
Telemark er en lille niche sport, der trods en beskeden fremgang (i hvert fald i salg af udstyr) de senere år, slet ikke nyder den ”storhed” den havde i ’90’erne og start ’0’erne. Skal telemark for alvor vinde frem er jeg overbevist om at vi igen skal tilgå skiløbet på en anden måde end hvad vi ser hos alpinskiløberene og særligt deres skiskole. Det var denne ”anden indgang” der i sin tid fik telemark frem og jeg ser afgjort et behov for en revurdering af vores tilgang.
Med løftet hæl
Jakob Hertz
Der har været noget debat inde på vores facebook gruppe til dette opslag. Det er jeg super glad for – altid dejligt med feedback og muligheden for at sætte lidt debat i gang. Tak for det.
Her lidt uddybning der forhåbentlig kan det bidrage til at vi bliver mere kritiske over for hvad vi som instruktører laver og hvordan vi griber undervisningen an.
Det værste man som instruktør/underviser kan gøre er at sætte sig selvtilfreds tilbage og sige “det jeg gør er rigtigt”. Det bliver i øvrigt også meget sjovere at undervise hvis man gå op i om det kan gøres endnu bedre
I min optik findes “det rigtige” ikke.
Ud over elever, instruktører, vejr, forhold mm altid vil være forskellige, vil der altid være behov for at analyser og arbejde med hvordan vi griber undervisningen an.
Møder vi elever på forskellige niveauer på den rigtige måde?
Hvis vi tror på at flere vil kunne have glæde ved telemark, skal vi nok særligt se til hvordan vi møder nye telemarkere, så de bliver fanget af telemark og ikke bare ser det som “alpint skiløb bare mere besværligt”.
Her er jeg overbevist om at vi ikke skal “efterligne” hvad alpin instruktører gør når de underviser alpine skiløbere – Men finde en telemark vej.
Der vil naturligvis være massere at hente fra alpinskiløbet, og jeg bruger dagligt massere fra den verden, men hvis jeg skal være helt ærlig så har jeg lært mere om undervisning og at møde elever på telemark gennem whitewater kajak miljøet!
Det er min overbevisning, som jeg også skriver i blogindlægget, at vi skal se på dem der holder fast ved telemark, og hvilke slags skiløb der fylder mest i denne gruppe (både i praksis og i drømmen om telemark).
Her må den helt ubestridte topscorer være det der engang hed løssne køring, og i dag kaldes freeride. Også selvom en stor del af skiløbet i praksis måske mere er på pisterne – Nogle gange er det tanken der tæller
Men hvad dækker freeride over?
Her adskiller telemark freeride og alpin/snowboard freeride sig nok ikke så meget fra hinanden. Så en noget blandet affære med alt muligt forskelligt, og selvom det også handler om stil er det ikke særlig meget skolesving der er i fokus
Der er nok ikke mange skiinstruktører og portkører der ikke også kører freeeride i en eller anden form, mens der er langt mellem freeridere i porte, skolesving og formationer