Skiglæde – Hvad er det?
Hvorfor står vi telemark? Hvad er det unikke ved netop vores sport?
I bestræbelsen for at finde ud af hvad der gør telemark til noget særligt frem for andre skidicipliner kommer begrebet “Skiglæde” ofte ind blandt telemarkinstruktører.
Men hvorfor, og hvad dækker det egentlig over?
Er der er en særlig skiglæde blandt telemarkere?
Har vi mere glæde ved at stå på ski end andre typer ski og board?
I min optik er det langt fra tilfældet at vi på telemark, på nogen måde skiller sig ud i den retning, og at have en forestilling om “dem og os” og “vi har det sjovere” i bedste fald bare er lidt noget “sludder for sjov”, men når det tages op på diverse instruktør uddannelser og i en mere faglig sammenhæng, giver det bare ikke mening at have den forestilling. I så fald kan det måske endda blive lidt en ting der kan skygge for andre ting der måske kunne have gavn af mere fokus, i forhold til bedre undervisning og formidling af telemark.
For at forstå hvad der kan være grunden til at begrebet skiglæde bliver trukket ind omkring telemark, skal vi muligvis kigge lidt tilbage.
I sin tid, da telemark blev “genopdaget” tilbage i 1980’erne, var det mest udbredte billede blandt alpin skiløbere, at det skulle “se pænt ud”. Skiløb med super samlede ski, og hvis man faldt, skulle der helst ikke være nogen der så det, og sneen skulle i hvert fald børstes helt af, så man ikke “blev afsløret”. Bevars der var også områder som fx Chamonix (hvor jeg også kom den gang), hvor offpiste og randonnee var det hotte, men det var bestemt undtagelserne.
Her kom telemark så ind med udstyr, der betød massere af fald og tumlen rundt, og oven i det så var det også fx vadmelstøj (uldtøj) der var fantastisk til at holde på sneen, så alle kunne se at man netop havde tumlet rundt – helst ude i den løse sne – at man så efter de første 4-5 faceplant, nok også har haft godt røde kinder gjorde billedet endnu mere klart.
Min indgang til telemark var nok mere tilfældig end et bevist valg om at skulle noget andet. Men det har altid været terrænet der har været vigtigere end teknikken. At jeg så altid har nørdet teknik, og stadig gør det, er i høj grad for at kunne kører i mere terræn og i mere forskelligt underlag. Kort sagt få flere dage hvor jeg kan få det eftertragtede flow i skiløbet. Mit arbejde med teknikken har måske lidt forenklet sagt betydet at jeg kan få flere dage hvor jeg kan lave det jeg helst vil på ski. skiløb hvor terrænet kommer før teknikken.
Jeg ved ikke om “vi på telemark” havde det sjovere end “de andre”? Vi skilte os i hvertfald ud, og det var måske i virkeligheden ikke helt uvæsentligt. Selv brugte jeg også telemark i stor stil til touring, men det kunne egentlig lige så godt have været på alpint touring udstyr.
Alpin stilen og datidens mest udbredte tilgang til skiløbet, blev dog ret hurtigt afløst i den verden af øget fokus på freeride og freestyle, og alene i kraft af antallet af udøvere er det afgjort på den alpine scene udviklingen sker. Det gælder ikke kun udstyret, men i høj grad også tilgangen til skiløbet, hvor perfektheden blev afløst af at der kom mere fokus på hvor man kørte end hvordan.
Dette er vel i bund og grund stadig det afgørende ved freeride, mens der nok inde for freestyle er kommet en del “regler” om hvordan det skal se ud (nok primært pga koncurrencerne, der kræver veldiffinerede parametre at kunne måle på?).
I dag adskiller telemark sig derfor ikke fra alpint skiløb i forhold til at have det sjovt. vil man ud i offpiste, eller på tur er det væsentlig lettere på moderne alpint grej, end på, vores noget gamle telemark grej, hvilket i praksis faktisk betyder, at på dage hvor man bare ikke kan få det til at fungere på telemark, så kan man stadig have et godt flow og sjov på alpint udstyr.
Glæden ved telemark skal derfor nok findes nogle andre steder. For mig er dt et langt stykke af vejen netop at det er svært og grænsen mellem at der er flow og det hele bare føles let og flydende til at man ligger ned er væsentlig mindre end på alpint, hvor der kan “reddes” langt mere. Selvom telemark er lidt mere fysisk hådt end alpint, så er det alligevel mindre kraftbetonet og mere flydende, noget der bestemt også er væsentligt for valget af netop telemark.
Inden for instruktør og uddannelsessystemet, er fokus stadig meget på hvordan det ser ud end på skiløbet/terrænet – det gælder for alpint, men desværre også for alt for mange telemark instruktører – nok fordi det er tilgangen på de skoler hvor de kommer fra, og det er klart det letteste. særligt for instruktøren, men også for eleverne, der er “skolet” efter en mere “gammeldags” tilgang og godt vil vide hvad de gør forkert. Selvom det ikke er god stil i instruktør verden at tale om “fejlretning”, så er det i bund og grund staidig det de fleste instruktører gør.
Selvom jeg ofte taler om at vi skal vende tilbage til rødderne, holder det bare ikke rigtig i forhold til begrebet skiglæde. Jeg mener ikke at vi på telemark adskiller os fra andre skiløbere i forhld til skiglæde.